Skip Navigation Links

Det er en lang historie..

Af Hans Christian Caspersen (Hasse)
Spejder i perioden 50'erne m.v.

Det er en lang historie...

I denne beretning vil der være rodet rundt på navne og hændelser, ligesom årstal vil være forkerte. Jeg har helt klart svært ved at anbringe tingene i rigtig rækkefølge og jeg undskylder overfor dem, som måtte blive uretfærdigt behandlet af den årsag. Navne og steder er stavet forkert, men hvis jeg skulle nøjes med at fortælle det, som jeg er sikker på, ville det blive en kort historie.

Fortiden

Min spejdertid begyndte før jeg var gammel nok til at blive ulveunge. Min far havde været spejder fra sin egen ungdom i 20'erne, han var Gillwell-uddannet og forblev spejder til sin død i 1996. Ejnar Caspersen, kaldet Casper - eller store Casper - for stor var han. Og der skulle også være mulighed for at kalde mig eller min bror Carl Frederik for Bette-Casper. Min far var så vidt jeg husker først med i 2. Århus, senere var han med til at oprette 7. Århus - hvor jeg kender navne som Åge Møller og Baloo (som heller ikke var en lille mand). Far og Baloo var begge gennem årene ofte anvendt som lejrbålsledere og den slags. Så her blev jeg "slæbt" med sammen med resten af familien.

Jeg husker således et lejrbål fra Rathlousdal ved Odder, det var en Jamborette og der var bl.a. nordmænd med fra Moss. Deres røde strikke huer, "mysing" eller sådan noget, stak af fra de øvrige spejderhatte.

Ved dette lejrbål stiftede jeg for første gang bekendtskab med "vandmanden" og lassoen. Lasso blev jeg aldrig god til, men jeg lavede siden hen flere vandmænd og kom til at beherske den nogenlunde.

På et tidspunkt eller to var min far også tropsfører i Højbjerg-Skåde. Det var vist mest, når der var ledermangel, for jeg husker ham ikke som en, der havde meget fritid. Men af den grund var jeg bl.a. med på sommerlejr på Samsø, en teltlejr i nærheden af det smalle sted. Jeg husker navne som Sole (Hans Ole?), Suller (Niels Ulrik?), Kurt (vognmanden Jensens), Egon, Gruhn. Men jeg husker ikke årstallet.

En historie eller var det rigtigt? Der skulle laves rødgrød og en patrulje kom til at bruge gips i stedet for kartoffelmel. Den blev i hvert fald stiv nok.

I 1956 var jeg blevet ulveunge, men deltog sammen med troppen, min bror og min far i norske spejderes Jubilæumslandsleir i Voss. Den indledtes med visit hos Moss-troppen, indkvartering og oplevelser ved Oslo-fjorden. Derfra med Bergensbanen til Voss. Tydeligst står for mig en stor udgave af stammen, som man skal slå hinanden ned af. Den var løftet højt op (syntes jeg dengang) på et par kryds, afbarket og glat, og så skulle man sidde to mand overfor hinanden og slå modstanderen ned med et soveposehylster med tøj eller en pude i. De seje kunne blive hængende med hovedet nedad.

Ulvetiden

Må være begyndt i '54 eller '55, jeg husker min flokleder som Gunhild, som boede med en parkinsonramt gammel far på Naursvej. Desuden husker jeg Lillian på Egebæksvej.

Jeg begyndte som Kaa i blå bande med Claus (hvad hed reklamemanden på hjørnet af Egebæksvej og Oddervej?) som bandefører. Flokmøderne blev om vinteren holdt i hytten ved golfbanen, Katterhøj, hvor vi gik over marken i kanten af banen. Buldrende mørke og somme tider i sne til knæene. "Bageren i hullet" solgte gammelt brød, som passede vores pengepung. Om sommeren mødtes vi som regel ved en af dammene ved Thors Mølle, men det kunne også være Den store eller Den lille Grusgrav ved Studenterhøjen. Lige ved Dødens By - som et stykke med mørk granskov hed. Godt jeg boede lige i nærheden, når vi skulle hjem.

Til jul stod vi i Gunhilds kælder og lavede juledekorationer, som afleverede på alderdomshjemmet på Nagelsvej / Morvadsvej. Der blev også sunget for de gamle, kan jeg huske.

Hvert år blev der gået en tur på 20 eller 30 km. Det gav en fin sølvplade til bæltet.

Desuden husker jeg byløb, som en tilbagevendende begivenhed. Det var en fin måde at lære Århus at kende på.

Korte sommerlejre blev det også til, men det krævede jo tanter og vi måtte ikke ligge i telt. Jeg husker en tur til Jeksendalen med min mor og fru Larsen som "tanter". Hun var Gorm og Niels Eriks mor. Det var i øvrigt hendes mand, Gunnar Larsen, som tegnede den nye Katterhøjhytte.

Dengang var et natløb en uhyggelig, men obligatorisk ting. Der må have været spejdere ude og hjælpe med det og forinden havde de nok også underholdt os lidt. Jeg har et billede i hovedet af Kurt og Egon og måske en mere, der gav et klassisk nummer "Edvard og Gunnigunde" på træbænk.

Ulvene holdt også turneringer, jeg husker ikke hvordan. Kun at der var Ulvetand til bedste bande eller flok.

Spejdertiden

Da jeg skulle "rykke op" i 1958 foregik det ved en af kløfterne i skoven omkring Ørnereden. Spejderne havde spændt et tov over bækken i kløften, og vi ulve, der skulle rykke op, skulle så kravle over i tovet. Det var en stor dag. Jeg kom i Falke med vognmand Jensens Ernst som patruljefører. Senere blev der flere patruljer og jeg blev (alt for tidligt) patruljefører i Glenter med bl.a. Finn Vange som patruljeassistent.

Tropsførere i min tid, foruden min far i en periode, husker jeg som Kurt, Egon, Birger, Ole Berg, Henrik Miller. Og så husker jeg "store spejdere" som Peder Nors, Peter Danielsen, Benny Aros, Stoffer (Erik Christoffersen). I periferien og alligevel altid i centrum var der Valborg og Ove Rønde Andersen.

Fra min egen kreds var det - foruden min bror Carl Frederik - Leffe (Leif Andersen), Irving, Arne Mygind, Klaus Grand, Erik Donbæk, Finn Vange, Jesper, Uffe Rasmussen, Klaus Haas, Carsten Wengsgaard, Lars Høne, Ole Kjøge, Flemming Sloth, ? Stoltz, Jesper og Jens Pauli, Erik Donbæk, Tom ?, Johnny Stotz, Bohm, Christian Hingelberg, Ortvad, Wikkelsø, Nymark, - - mange glemt, ikke ansigtet eller væsenet, men navnene.

Stor succes havde humørbomberne Henrik Westphal og Knud Rødder. De optrådte med sang, sketch og Okulelespil ved flere lejrbål og høstede (for Ørne) præmier ved Forårsturneringerne.

Spejdertiden var for mig mange og hårde strabadser, som lærte mig, at det er sjovt bagefter.

Sikkert var det, at efter en lejrtur, skulle jeg i badekar og så direkte i seng. Rød i hovedet og som regel fyldt med rifter og andre tegn på nærkontakt med naturen.

Patruljemøderne var den ugentlige begivenhed. De blev som regel holdt i en kælder hos en af os og der var altid et projekt i gang. Der skulle laves tavler med knob eller med museskeletter, som vi fandt i uglegylp, samlede til rene kunstværker på lakerede træplader. Eller vi tog duelighedstegn. Det var ikke en skam at have hele ærmet dækket, og det var en stolt dag, når man kunne tage nogen af mærkerne af for at sætte en væbner- eller en riddersnor på i stedet. På mit gamle spejderbælte sidder stadig tre guldmødeknapper, så jeg må jo have været grebet noget af det.

Troppen mødtes vist nok en gang om måneden. Om vinteren ved Golfbanen, men vinteren var kort, for der var ikke spændende at være. De besværlige gaslamper, hvor nettet var skrøbeligt og næsten altid i stykker. Den rygende ovn gjorde, at vi lugtede stærkt og øjnene var røde i dagevis. Så helst mødtes vi ved Morvadshuset eller i en af grusgravene. Så var der et lille løb eller vi skulle tage "Pandekageiluftenvendecertifikat" evt. med egeløv. Det sidste krævede, at pandekagen skulle tre gange rundt i luften, og selvfølgelig lande rigtigt på panden. Ens egen!

Ravnsø

Forårsturneringerne i bededagene ved Ravnsø er et kapitel for sig. Det var Skovdivisionens årlige samling og det var en prestigefuld turnering, som vi gennem året trænede til. Som regel blev vi slået på stregen af Kongsvang eller Viby, men med det store løft, som kom med Ole Berg som tropsfører, kom også de gode placeringer.

For os var der en særlig procedure, når det drejede sig om ankomst til Ravnsø. Lejren var først tilgængelig kl. 8 fredag morgen, men da skulle vi også helst være klar til at påbegynde lejretableringen. Der var ikke materialer nok ved Ravnsø og vi havde derfor fået udpeget et skovstykke syd for søen, hvor vi måtte samle og fælde? rafter til lejropbygning.

Derfor cyklede vi fra Højbjerg når vi havde fri fra skole, indlogerede os i den store lade ved Sofiendal gods i Veng. Her kunne vi sove i hø og halm. Det var forbundet med gymnastiske vovestykker at kravle op i hanebåndene og springe ned i halmen. Støvet stod om ørerne på os og soveposerne var halvfyldte med halmstrå, når vi stod op til den sidste del af den medbragte madpakke. Der var nemlig ikke tid til det store morgenbord.

Så af sted mod lejren, helst komme først og vi oksede af sted med cyklerne gennem skoven, tungt lastede med bagage, gryder, telte, økser, spader, redningsreb, vandspande og kostindkøb til tre dage. Og glem så ikke de to eller tre granrafter træstammer synes jeg, der var spændt efter eller lagt hen over cyklen. Det lyder ikke bare hårdt, det var hårdt - og det var heller ikke alle, der kunne klare det.

En træls oplevelse hægter sig også på, en af dem der vender op en gang imellem. Vi skulle møde til turneringen med en gave til høvdingen, eller hvad det nu var. Finn Vange og jeg havde tiltusket os en af min fars stenøkser (som han nok havde fundet ved Norsminde, hvor vi har gået og skrabet i gruset mange søndage) og ved min morfars høvlebænk havde vi frembragt et skaft og kittet stenen i. Vi fik bagefter at vide, at gaven var taget ud af bedømmelse, for den måtte vi have købt!

Men turneringerne var alligevel stedet, hvor færdighederne blev afprøvet og patruljerne var til stor inspiration for hinanden. Det var de særeste ting, der blev lagt mærke til: hvem der først kunne tilkalde maddommerne, eller hvem de vendte tilbage til (for at spise). Hvis gryder, der var flottest på ydersiden og hvem der nu havde opfundet en ny finurlighed til bekvemmeliggørelse af lejrlivet i de 2½ dag, vi var der.

Jeg husker, at det ofte var koldt om natten. Jeg havde det job at blæse signalhorn morgen og aften. Et koldt horn kunne boble uhyggelig, inden reveillen var blæst, så jeg måtte sove med hornet i soveposen. Det hjalp, selvom jeg aldrig blev nogen Arne Lambert.

Braviriskåkon

Braviriskåkon var en turnering, der blev afholdt om vinteren, bl.a. rundt om Brabrand sø og ved Ørnereden, og der var deltagere ? som navnet siger ? fra troppene udenom Århus. Her mødte vi de næsten uovervindelige Risskovspejdere. Jeg husker bedst disse turneringer, som var en søndagstur, som en meget kold oplevelse. Efter sådanne ture forgudede jeg vores badekar.

Lodsedler og andet

En gang om året skulle der sælges lodsedler for korpset/distriktet. De kostede 50 øre stykket og der var præmier fra Spejdersport til den person og trop, der solgte mange. Carsten Petersen (Oddervej) var en af de helt gode og kom engang op over 300. Det gav vist et telt.

Men jeg husker også, at vi skulle ud med fødselsdaghilsner til ? ofte for os helt fremmede folk. Vi skulle møde op reglementeret (selvfølgelig) og aflevere brev eller kort personligt med en spejderhilsen. Disse mennesker havde selvfølgelig betalt et eller andet støttebeløb til troppen, men jeg husker glade og overraskede modtagere. Ingen dum idé. Faktisk gør jeg noget lignende i dag i et travalje-rolaug, jeg er tovholder i. Sender folk et kort på lavets vegne og det sikrer i det mindste, at de har øl med til den efterfølgende roaften.

Sommerlejre

Barrit ved Vejle Fjord har nok været i '58. Et dejligt sted i en bøgeskov. Det tydeligste minde herfra er et madskab, som var en hjemmesyet (min mor) tøjanordning, som blev hængt i en trefod. Ikke alt holdt sig lige godt deri og en dag var der myldrende fyldt med spy og maddiker på noget kød. Vi fik vel noget andet at spise.

Ahl Hage i 1959 var jubilæumslejren. Jeg husker kærreturen fra Skødshoved, overnatning i Vistoft, og sodavandspause ved vores sommerhus ved Egsmark. Flemming Sloths far kunne andet end slukke ildebrande, han havde bygget en stor flot kærre, som også siden blev brugt flittigt.

Fra lejren var den store ting vores Midgårdsorm. En lang krop lavet af sække, der kunne vel være 10-15 af os i den. Et kæmpe hoved lavet af papmache, drabeligt malet og ildspyende. Og så at Carl Fr. huggede sig i benet med en økse.

Desuden den sidste store tæveøvelse, jeg erindrer. Tusindvis af spejdere blev kørt med tog og busser ud i bakkerne ved Hyllested, smidt af forskellige steder og så skulle vi nå et eller andet sted hen "i live". Livet var et uldbånd, som var bundet om overarmen. Det handlede så om at tage andres "liv". Hvordan det gik, erindrer jeg ikke, så jeg "døde" nok ret hurtigt.

I 1959 var der også Jubilæums-stafetten, hvor en hilsen skulle sendes med morsesignal gennem hele landet. Vi lå på en gravhøj (et sted jeg ikke husker) med lommelygter hele natten. Vi skulle modtage fra et kirketårn og sende videre mod syd. Signalet nåede frem fra Skagen til Tivolis koncertsal, hvor der var fest. Det var ikke vores skyld, for vi kunne ikke med sikkerhed tyde det, der kom til os ? og med sikkerhed var det ikke bedre, det vi sendte videre. Så man har haft en nødkuvert på den sidste baune ? ingen tvivl om det.

Men var der ikke også en regulær Århus-spejderfest i Østergades Hotel? Med Tønnesens orkester og forskellig optræden, jeg tror det. Så er de strøgne uniformer blevet vist i mest reglementeret form med korte bukser, de blå/hvide strømpeopslag.

Damsbo 1960 ved Falsled på Sydfyn har jeg stadig en fysisk erindring om. Jeg fik en bog som lejrens bedste spejder og var meget stolt. Jeg fungerede i lejren som PF i Falke. Det var vel sidste tur med Birger som TF.

Limfjorden Rundt var en af de ture, jeg husker som hårde - og som netop var så god bagefter. Vi cyklede med oppakning op til 75 km om dagen. Og det var jo ikke cykler som i dag. Det var heller ikke telte, som i dag, skal jeg lige minde om. Bare underlaget kunne få baghjulet til at slingre.

Jeg har mange gode erindringer derfra. De fleste er små ting, der dukker op helt tilfældigt. Som f.eks. Ole Berg, der viste os alle, at feltfod ikke var det samme som at slække på den personlige hygiejne, når han varmede vand til barbering.

Eller den mark, hvor der stod et par Nordbagger, som tålmodigt fandt sig i, at vi besteg dem ? men som vi ikke kunne holde fast i. Tom, der morede sig over den kokasse med fløjlsmønster i, indtil han opdagede, at det var ham, der havde fløjlsbukserne på.

Læsø må have været året efter ('62). Jeg tror også det var min sidste sommerlejr som spejder. Året efter var jeg kommet i tømrerlære og havde ikke ferie til det. Så Giberå Jamboretten i 1963 besøgte jeg kun om aftenen og Scotlandsturen var jeg noget misundelig over.

Senere husker jeg kun en sommerlejr ved Rørbæk Sø nok 1966, hvor jeg var blevet tropsfører, meget sammen med bl.a. Leffe, Arne, Folmar?, Christian og Carl Fr. - og det hed 2. Højbjerg på det tidspunkt.

Patruljeture

Hvis der var længe imellem weekendturene, så arrangerede vi patruljeture alene eller med en anden patrulje. Gode oplevelser stammer fra Tinghulen i Mols Bjerge, Vosnæsgård. En tur til Kalø havde et uforglemmeligt natløb til Slotsruinen. Et par ældre spejdere havde sat sig ned i ruinen med en petroleumslampe og der spillede de kort under afsværgelse af stygge eder og høje råb. Uhyggeligt! Desværre var vi blevet beluret af nogle grønne spejdere, der fandt og åd skatten. De efterlod kun to miniaturestykker!

Det var samme tur, hvor vi var kommet lidt fra hinanden på vejen ud. Jeg tror det var Lars og Jens, som havde set et par rygende pakker på en mark. De havde vist sig at indeholde to islagkager pakket med kulsyresne. Det var en god nok historie og vi spiste isene med stor fryd. Historien endte vist i avisen.

Det nye Katterhøj

Andre har fortalt om den proces, som jeg også var med i. Landinspektør Søren Windinge kunne som den eneste tale med Arnolds mor i husvilde-halvdelen. Ove Rønde var en af de mange aktive og den praktiske indpisker. Jeg var kommet i tømrerlære, da vi kunne tage den nye fløj i brug. Jeg var derfor meget med til at samle og besnøre de nye stole, som blev tegnet af Illum Wikkelsø og bearbejdet på mit lærested. Der var en model med høj ryg, som viste sig ret umulig, for snorene i ryggen blev hurtigt for slappe og faldt ned. Men taburetterne var gode og jeg har haft en indtil for nyligt. Den havde de sidste mange år stået i haven.

Skovmandstiden og Roverklanen

Den store oplevelse her var for mig skovmandsvandringen. Den skulle foregå en weekend i vinterhalvåret og jeg skulle gå 30 km alene. Med i oppakningen måtte jeg have uforarbejdede madvarer og regnslag. Jeg havde valgt at gå rundt om Salten Langsø. Tog til Ry og så bare af sted en februar dag, hvor det var klar frost og flot vejr. Der skulle føres dagbog / logbog undervejs, for den skulle postes til Ole Berg, inden jeg kom hjem.

Jeg havde udset mig et skovstykke til overnatning og hjemmefra fundet ud af, hvor skovfogeden boede. Da jeg fik kontakt med ham, fik jeg lov at slå bivuak, men INGEN ILD! Skoven var så tør som aldrig før, sagde han. Der var jeg lidt på den med mine gryn, ris, tørmælk og råt kød.

I nærheden af det sted, jeg havde fundet til bivuakering, havde jeg set lys i et hus. Jeg bankede på og spurgte om jeg måtte låne deres gas ? vel vidende, at nu var jeg "dumpet". Men mine bøffer var gode! Jeg havde mest besvær med at få konen til at forstå, at jeg skulle lave maden selv. Og efter at have spist, blev jeg inviteret til at se fjernsyn, en eller anden vigtig håndboldturnering.

Der var faldet lidt sne og det frøs vel ti grader, da jeg famlede mig ind i skoven. Lidt ræd var jeg vist, når jeg skal være ærlig. Jeg blandede vand og tørmælk, brødet kunne jeg godt glemme at bage. Og så sov jeg godt - selvom de soveposer vi brugte, ikke var polarmodeller. Om morgenen var Billycannen med mælk frosset på nær en fingertyk søjle i midten. Det blev min morgenmad med rå havregryn.

Heldigvis skinnede solen resten af søndagen og jeg var egentlig ret tilfreds med at have overlevet. Ole accepterede min rapport og jeg fik det eftertragtede skovmandsmærke.

I skovmandstiden udviklede venskaberne sig til spejderkammeraterne og vi sås en del "privat", gik til fester på gymnasierne og hos hinanden. Det gjorde vel, at mange holdt ved op gennem roverklanen.

Arbejdet i sjak og klan var med til at bygge mit liv og mit livssyn op. Det konstaterer jeg ved mange tilbageglimt. Oles (især) evne til at sætte os i gang - kombineret med et godt kammeratskab gjorde, at vi kunne yde for troppen og nyde for vores egen skyld.

Ud med den dårlige samvittighed

Da uddannelsen sidst i 60'erne begyndte at tage al min tid og vel også min interesse, holdt jeg op. Jeg var blevet divisionsassistent for seniorarbejdet, men kunne slet ikke tilfredsstille mine egne eller andres forventninger til den tjans. Så det sivede nærmest ud. Det ville jeg gerne have gjort anderledes.

Jeg beholdt såvel uniform som mærker og minder i mange år, men en af de mange gange, jeg er flyttet, er de givet væk. Den kasse kunne ellers have støttet min hukommelse til denne beretning.

I mange år har min nærmeste kontakt til spejderiet været gennem min fars engagement i Kulsø Lejren. Han var pladsens "vicevært" i mere end 20 år, efter at familien i 1969 flyttede til Hedegård på den kant. Kælderen var fyldt med pionergrej og der kom folk fra nær og fjern i hjemmet der. Indtil benene var slidt helt op, gik han lange ture ved søen, havde en lille jolle til ålefiskeri. Til sidst kunne han kun køre derned i sin bil!! Og sidde og snakke med spejderne derfra. Han kunne såmænd sidde i bilen og sende spejderne ud i terrænet på "woodcraft", så kom de tilbage med det "mærkelige natur", de havde fundet. Det var hans helt store interesse.

Mine egne børn har kun kortvarigt haft kontakt med spejderlivet. De har ikke været det held, som jeg blev tildelt: nogle gode ledere og spejderkammerater på det rigtige tidspunkt.

Disse mennesker skylder jeg meget. Og tak.


Med gammel spejderhilsen
Hans Christian Caspersen (Hasse)
hcc@caspersen-krogh.dk


Tilbage til Spejderhistorier.