Skip Navigation Links

Flokoplevelser 1946 - 1951

Af Kirsten Miklos
Spejder i perioden 1946 til 1951

Begyndelsen

En beretning fra Kis om hvordan jeg kom ind i spejderarbejdet i Højbjerg og lidt om de 4 1/ 2 år jeg var med fra maj 1946 til 1. januar 1951. Det var et tilfælde, at jeg kom med. Jeg vidste ikke, at der var spejdere i Højbjerg, jeg syntes aldrig, at jeg havde set dem.

En aften ringede det på vores dør og udenfor stod en ung pige og spurgte efter mig. Hun fortalte, at hun hed Kirsten Hansen og at hun var blevet flokfører for nogle ulveunger her i Højbjerg og nu manglede hun en hjælper om jeg kendte noget til spejderarbejde og havde lyst til at være med. Jeg kunne fortælle, at jeg havde været blå spejder i 5 år, deraf 3 år som blåmejse og jeg ville gerne være med igen. Sådan begyndte vores spejderliv med ulveungerne og det kom snart til at fylde en stor del af vores fritid. Vi kendte ikke hinanden, men Kirsten havde et par år før fået en kattekilling hos os og kunne huske, at der boede en pige i det hus på Nagelsvej. Vi tog på sommerlejr i Fløjstruphytten og det skulle snart vise sig, at vi begge brændte for sagen og havde det vældig godt både med hinanden og drengene.

Vi var ikke så gamle og erfarne, men gik straks i gang. Jeg var 16 år og gik i gymnasiet og havde en lang sommerferie, Kirsten var 171/2. Vi havde fået en adresseliste og besøgte alle forældrene, så de kunne se, hvad det var for nogle piger, deres drenge skulle på sommerlejr med. Vi var lidt kede af, at der kun var ca. 10 drenge, men da drengene begyndte i skolen efter ferien dukkede der flere og flere op og snart blev den lille flok til mange. Vi holdt alle møder i skoven, som regel i den store grusgrav. Vi mødtes ved Rio-bygningen (Højbjerg Torv) og gik samlet derhen, men da det blev efterår og mørkt om aftenen måtte vi jo indendørs. Vi havde ikke noget spejderlokale, men måtte være i et klasseværelse på Kragelundskolen, ikke særlig ideelt, når der var aftenskoleundervisning i andre lokaler, men det gik jo når vi som indianere sneg os lydløst op til lokalet. Her kunne vi så lære om Junglebogen, binde knob, lege Kimsleg og hvad der ellers hører til af indendørs sysler, vi hyggede os og drengene var glade, de var ikke bedre vant, men så var det jo ekstra godt at komme på søndagstur.

Vores drenge blev dygtige, de færdedes hjemmevant i naturen. Vi var stolte da de i 1948 var blandt de bedste til kolonne- og divisionsturneringen, året før havde vi bare kunnet vise, at vi var blevet mange, men nu lagde man mærke til ulveungerne fra Højbjerg.

Opdeling af flokken

Da vi nåede op på 40 drenge indså vi, at flokken måtte deles.

Vi syntes ikke, at vi ville lukke for tilgangen, så var det alligevel bedre at dele den i to, så der stadig var plads til at tage nye ind, vi kunne jo bare arbejde sammen, vi kendte jo efterhånden hinanden så godt. Det var i efteråret 1947. Vi havde fået flere hjælpere, men vi kunne ikke lave noget,der bare lignede spejderarbejde i et klasselokale med 40 drenge og 6 voksne.

Det var meningen, at Kirsten skulle beholde de 2 hjælpere som hun havde skaffet, de var en 7 - 8 ar ældre end mig og var vant til børn, men kendte ikke så meget til spejderarbejde endnu og 3 af de 6 bander. Jeg skulle så have de 3 andre bander og Karen som hjælper. Vi var næsten 18 år.

Det gik ikke helt sådan for Kirsten, der skulle have besøgt sin søster i Kenya i 3 måneder, blev der. Hun fandt sig en kæreste, en dansker, blev gift og kom først til Danmark igen i 1949 og kom til at bo på Sydsjælland, hvor de overtog en stor slægtsgård.

Vi klarede os alligevel. Vi hjalp hinanden det første halve år med fælles ture og fælles møder for bandeførere og-assistenter og planlagde nogle af møderne sammen. Vi var også pa sommerlejr sammen både i 1948 og i 1949. Drengene skulle jo op i samme trop, så det var vigtigt at de stadig havde noget fælles.

Jeg fortsatte sammen med Karen og Bodil kom også til. De to fortsatte arbejdet i flokken, da jeg blev gift i november 195o og flyttede fra Højbjerg og dermed sluttede min spejdertid. De mange ar som spejderleder i Højbjerg gav mig mange gode oplevelserog jeg tænker med stor glæde tilbage på alle mine drenge, der betød så meget for mig.

Med spejderhilsen Kis (Kirsten Pagh Nielsen, som er mit pigenavn)


Tilbage til Spejderhistorier.