A-bro | Når en A-buk bruges som bro (med "benene" i vandet), kaldes det en A-bro. A´et kan så vippes frem og tilbage over åen, for på den måde at "medbringe" passagerer. Det er vigtigt, at tværpinden bindes fast højt oppe på A´et. |
A-buk | En kort og to lange rafter sammensat som et stort "A", kaldes en A-buk. |
Abehånd | Er et særligt knob der bindes på et tykt stykke tov. Blev oprindeligt brugt som bundgarnsfæstner, men udgør nu som regel præmien i f.eks. konkurrencer i tovtrækning. Kan også laves på tyndt tov og anvendes som nøglering eller som knap i forbindelse med en øjesplejsning. |
Aben | Aben har været en fast side i Bavnen, der kan indeholde hvad som helst - det er skribenten (vedkommende som "har aben"), der bestemmer. Den som har Aben udpeger også den næste person som skal skrive et indlæg til siden. |
Afdeling | Er en aldersbestemt del af en gruppe, f.eks. miniafdelingen (8-10 år). |
Aflåst sideleje | Bruges i 1. Hjælp. En bestemt måde at lejre en person på, så vedkommende bliver liggende . Bruges når personen er bevidstløs, men der er puls og vedkommende kan selv trække vejret. |
Agenda | Et lille hæfte der udgives forud for en sommerlejr. Heri findes diverse informationer om lejren, såsom: Transport, pakkeliste, program m.m. |
Aktivitetstilskud | Kommunalt tilskud til fritidsaktiviteter. |
Aldersinddeling | Højbjerg Drenge følger korpsets vejledende aldersinddeling, som er 6-8: Mikrospejdere (mikroflokken) 8-10: Minispejdere eller Ulveunger (Ulveflokken) 10-12: Juniorspejdere (juniorflokken) 12-16: Storspejdere (troppen) 16-23: Seniorspejdere (klanen) Det skal dog bemærkes, at der efter Korpsrådsmødet i november 2004 er blevet helt op til grupperne at definere aldersinddeling. |
And | Anden er Højbjerg Drenges logo. Ingen kan huske hvorfra det symbol er kommet, men sød er den da.
Se også Rap Rap Højbjerg. |
Apsis | Apsis er oprindeligt en lukket og overdækket ende af et fjeldtelt. Bruges nu også om forteltet på et patruljetelt. |
Arbejdsstof | Korpsets betegnelse for de materialer der udgives til hver afdeling, som afdelingen kan (ikke skal) arbejde efter. Arbejdsstoffet er som regel emneopdelt og målrettet den aldersgruppe, det er skrevet til. |
Aros | Er Århus Skov Divisions nabodivision mod nord. Den dækker Århus C og Risskov m. m. Der er 900 spejdere og ledere i Aros fordelt på 21 grupper. De bruger stenmasken på Moesgård som deres divisionsmærke. |
Astro-tæppe | Folietæppe med guld- eller sølvlignende belægning. Er yderst velegnet til at reflektere varme. Kan være i førstehjælpskassen. Nogen syr et Astro-tæppe ind i deres lejrbålskappe. Astrotæpper kan også anvendes under liggeunderlaget. Dette kan være praktisk ved overnatning i fjeld- eller letvægtstelte, hvor selve teltunderlaget ikke isolerer så godt mod kulde fra jorden. |
Avatar | Højbjerg Drenges 2003 klan. Avatar betyder også visuel repræsentation af en Internetbruger, f.eks. i form af en tegneseriefigur, en tredimensionel skikkelse, et foto af brugeren selv eller noget helt fjerde. Avatars bruges især i chat-programmer, hvor man ikke kan se de personer man taler med, men derimod deres avatars. |
Aylesion | En eller anden søgud - Neptuns assistent eller lignende. Var også navnet på en fællesklan mellem 1. Højbjerg og Højbjerg Drenge. Den eksisterede ca. 1983 - 1987, og gjorde sig især kendt på at eje en båd som de pudsede og polerede på i flere år, hvorefter den sank på sin jomfrusejllads. Gæt selv, hvad vi andre døbte den! |